At gå ud over det velkendte opfattes ofte af vores hjerner som en direkte trussel mod overlevelse. Komfortzone – er ikke et sted, hvor vi nødvendigvis har det godt, men en tilstand, hvor alt er forudsigeligt. Hjernen bruger en enorm mængde energi på at bearbejde ny information, så den har en tendens til at låse os inde i et bur af velkendte algoritmerselv om de medfører utilfredshed eller stress.
Mekanisme for biologisk resistens
Frygt for forandring er dybt forankret i vores biologi. Fra et evolutionært perspektiv kan alt ukendt skjule en fare, derfor selvopholdelsesdrift får os til at vælge den afprøvede vej. Når vi forsøger at implementere nye vaner eller ændrer aktivitetsområdet, aktiveres amygdala, den del af hjernen, der er ansvarlig for “hit or run”-reaktionen.
-
Kognitive forvrængninger får os til at overvurdere risiciene og undervurdere de potentielle fordele.
-
Frygt for at fejle
lammer viljen og tvinger vigtige beslutninger til at blive udskudt på ubestemt tid. -
Socialt pres Socialt pres holder os i en velkendt social cirkel, hvor enhver forandring opfattes som et forræderi mod det fælles grundlag.
Sådan fungerer sikkerhedsfælden
Mange mennesker tror fejlagtigt, at man skal vente, til der ikke er nogen frygt, for at forandre sig. Men psykologisk modstandsdygtighed dannes kun i processen med at overvinde ubehag. Konstant stagnation fører til følelsesmæssig udbrændthed og tab af følelsen af meningsfuldhed i livet. Personlig vækst er kun mulig i zonen for umiddelbar udvikling, som ligger lige uden for grænsen til den velkendte verden.
For at opnå en vellykket transformation er det vigtigt ikke at fokusere på det globale mål, men på det mikrotrinder ikke forårsager panikmodstand. Den gradvise udvidelse af grænserne gør det muligt for nervesystemet at tilpasse sig nye forhold uden kritiske stressniveauer. Regelmæssig gentagelse af ukendte aktiviteter over tid gør dem til en del af en ny, bedre virkelighed.
Bevidst styring af ens opmærksomhed hjælper med at skifte fra at lede efter trusler til at lede efter perspektiver. Fleksibilitet i tænkningen bliver en nøglefærdighed i en verden, hvor den eneste konstant er konstant forandring. Evnen til at handle mod indre modstand afgør en persons livskvalitet og præstationsniveau. Hvis vi accepterer ubehag som et naturligt udviklingsstadium, kan vi gøre frygt til et effektivt redskab til at komme videre.
